Når vi designer for mennesker i sårbare situationer, er æstetik ikke pynt. Det er omsorg.

Af Hân Pham, Industriel designer, Founder & Owner, Yellowone Design

Indledning

Der er et ord, jeg er holdt op med at bruge i mine designbriefs: hjælpemiddel.

Ikke fordi det er forkert. Men fordi det bærer en hale af betydninger med sig, som sjældent tjener den person, det er skabt til. Et hjælpemiddel signalerer underskud. Det siger: her er noget, du mangler, og her er en genstand, der kompenserer for det.

Det er ikke det, jeg vil designe.

Jeg vil designe noget, som et menneske kan sidde med i skødet — foran plejevenner, foran børnebørn, foran fremmede — og ikke føle sig reduceret til sin diagnose.

Det er et designspørgsmål. Men det er først og fremmest et spørgsmål om værdighed.

Hvad objekter siger om os

Objekter kommunikerer. Det gør de hele tiden, uanset om vi vil det eller ej. En rollator siger noget. Et høreapparat siger noget. En tyngdedyne siger noget. Ikke til ejeren alene — men til alle i rummet.

Det er ikke en anklage mod de produkter. Det er en observation om, at form og materiale altid bærer mening. Og at den mening rammer mennesker forskelligt, afhængigt af hvem de er, og hvilken situation de befinder sig i.

For en ældre person med demens, der i forvejen oplever tab af sprog, orientering og selvbestemmelse, kan det objekt, de får i hænderne, enten understrege tabet — eller modvirke det. Det kan sige: du er syg og har brug for hjælp. Eller det kan sige: du er et menneske med sanser, forestillingsevne og ret til skønhed.

Det er ikke ligegyldigt, hvad det siger.

Syntetisk eller naturligt — og hvad forskellen egentlig handler om

De fleste terapeutiske objekter på markedet er fremstillet af syntetiske materialer. De er lette at producere, lette at rengøre, lette at standardisere. Det er forståeligt.

Men syntetiske materialer har en ensartet tekstur. De fortæller ikke noget nyt til huden. Og de ser ud af det, de er: masseproducerede produkter med en funktion.

Naturpels med sin variation af fibre, krøllede og glatte partier, tyk og tynd uld, bærer derimod noget, der er svært at definere præcist — men som huden genkender med det samme. Det er et materiale med historie. Med oprindelse. Med en subtil, naturlig duft, der appellerer til noget dybt i nervesystemet.

Og det ser ikke ud som legetøj.

Det er ikke et tilfældigt designvalg at arbejde med naturmaterialer. Det er et valg om, hvad vi mener, et menneske fortjener at holde i hænderne.

Værdighed er ikke et ekstra lag — det er fundamentet

Da jeg udviklede Pelicia, var værdighed ikke en efterrationalisering. Det var udgangspunktet.

Jeg tilbragte lang tid med at observere, hvordan mennesker interagerede med forskellige materialer og former. Hvad der fik dem til at sidde oprejst og holde objektet frem — og hvad der fik dem til at gemme det væk, når nogen kom ind i rummet.

Den observation er skarp og vigtig: hvis en person skjuler det, de holder i hænderne, når der kommer nogen, er designet slået fejl. Ikke funktionelt — men menneskeligt.

Et objekt, der giver anledning til nysgerrighed og samtale frem for medlidenhed, opfylder sin funktion på en helt anden måde. Det inviterer omgivelserne ind i stedet for at skabe afstand. Det styrker den bærende persons selvopfattelse i stedet for at underminere den.

Det er det, jeg mener, når jeg siger, at æstetik er omsorg.

Det bevidste fravalg af øjne

Et af de designvalg, der oftest vækker undren, er, at Pelicia ikke har øjne. Den undren er velkomment — for den er præcis det, designvalget er skabt til at vække.

De fleste dyr — legetøjsdyr, terapidyr, bamser — har øjne. Store, runde, venlige øjne, der skaber kontakt og signalerer karakter.

Jeg valgte det anderledes. Ikke for at være provokerende, men fordi jeg gennem observation og eksperimenter erfarede, at fraværet af øjne giver brugeren noget andet: frihed til at fortolke. Rum til at projicere. En åbenhed og en undren, som et par påmalede øjne lukker ned.

Og — måske vigtigst af alt — et objekt uden øjne signalerer ikke legetøj. Det signalerer noget mere ubestemt, mere voksent, mere værdigt. Det kan sidde i skødet på en 80-årig uden at sende de forkerte signaler til hverken bæreren eller omgivelserne.

Det lille fravalg er egentlig et stort tilvalg: af brugerens forestillingsevne og ret til selv at definere, hvad de holder.

Afrunding

Værdighed lader sig ikke måle i et designspecifikation. Den er ikke en funktion, man kan sætte flueben ved. Men den kan mærkes — af den person, der holder objektet, af plejeren der sidder ved siden af, af pårørende der kommer på besøg.

Når vi designer for mennesker i sårbare situationer, er vi ikke bare løsere af problemer. Vi er medskabere af den oplevelse, de har af sig selv.

Det ansvar tager jeg alvorligt. Og det begynder — som det meste andet i design — med at lytte, observere og stille de spørgsmål, der er svære at stille.

Hvad siger dette objekt om det menneske, der bruger det?


Du kan læse mere om Yellowone Designs arbejde med socialt og sanseligt design på yellowone.dk.