En refleksion over værdighed som designparameter, der viser, hvordan æstetik kan fungere som omsorg i løsninger til mennesker i sårbare situationer, og hvordan objekter kommunikerer identitet, behov og respekt.

Vi omgiver os med objekter, der er skabt til at se godt ud. Sjældnere med objekter, der er skabt til at føles rigtigt. Af Hân Pham, Industriel designer, Founder & Owner, Yellowone Design Indledning Jeg sidder engang med en prototype i hænderne. Et sansedyr — endnu ikke færdigt, endnu ikke navngivet. Pelsen er ujævn, sammensat af stykker fra tre forskellige skind. Krøllede fibre her, glatpoleret der, en kant af tykkere uld langs ryggen. Jeg lægger mærke til, at mine hænder ikke holder op. De bevæger sig videre. Hen over en kant, tilbage igen, ned langs siden. Som om de leder efter noget — eller måske netop har fundet det. Det er det øjeblik, jeg begynder at stille spørgsmålet, der siden har formet meget af mit designarbejde: Hvorfor designer vi så sjældent for den sans, der var der først? Den sans, der kom før sproget Følesansen er vores ældste sans. Den begynder at udvikle sig allerede i fosterlivet — længe før vi kan se, høre eller smage. Og den er den mest udviklede sans, vi har ved