Om materialets stille tale — og om, at det vi rører ved, rører ved os tilbage.

Af Hân Pham, Industriel designer, Founder & Owner, Yellowone Design

Indledning

Prøv at tænke på et redskab, du bruger hver dag — noget du holder i hånden, bærer på kroppen, rører ved uden at tænke over det.

Tænk nu på, hvordan det føles. Ikke hvad det gør. Hvad det føles som.

Er overfladen glat eller struktureret? Kold eller varm? Hård og tung eller let og eftergivende? Lægger den sig godt i hånden, eller sidder den en smule forkert — ikke forkert nok til at man skifter den ud, men forkert nok til at man aldrig rigtig glemmer, at den er der?

Vi taler sjældent om dette. Men kroppen registrerer det hele tiden.

Huden som sans og grænse

Huden er kroppens største organ. Den er vores grænse mod verden — og samtidig vores vigtigste kontaktflade med den. Vi berører og berøres. Vi sanser temperatur, tekstur, tryk og bevægelse. Og disse sansninger er ikke neutrale: de bærer betydning, udløser reaktioner og påvirker vores tilstand på måder, vi sjældent sætter ord på.

I designverdenen har vi i årtier haft en tendens til at privilegere det visuelle. Produkter er blevet bedømt på, hvordan de ser ud. Men det taktile — det vi mærker med fingrene og håndfladerne — er mindst lige så stærkt et sanselag.

Måske stærkere. Fordi det er mere direkte. Fordi det sker i kontakt.

Kravene til den gode overflade

Da jeg arbejdede med kravspecifikationen til Yellowone Handsafe™, var et af punkterne formuleret enkelt: overfladen og det taktile greb skal være behagelig. Det lyder banalt. Det er det ikke.

Hvad vil det sige, at noget er behageligt at holde på? Det afhænger af hånd, af vane, af brug. Et redskab, der bruges i lange vagter, skal ikke bare fungere — det skal fungere uden at slide. Det må ikke kræve greb, der trætter. Det må ikke have kanter, der skærer. Det skal sidde der, nærmest som en forlængelse af hånden, frem for som et fremmedlegeme, man tolererer.

Denne opmærksomhed på det taktile er ikke detaljemageri. Det er respekt for kroppen, der bruger redskabet. Og i et omsorgserhverv, hvor hænderne er det primære arbejdsredskab, er den respekt ikke en luksus — den er en nødvendighed.

Materialet taler

Materialer bærer et sprog, vi aflæser instinktivt. Naturmaterialer — uld, skind, træ, ler — har et andet register end syntetiske overflader. De er varmere i temperatur og udtryk. De lader sig præge af brug og tid. De har variation og uensartethed, der signalerer det levede og det håndgjorte.

Det er en af grundene til, at jeg i mit arbejde med Pelicia valgte fåreskind som primært materiale. Ikke kun fordi pelsen er blød — men fordi naturmaterialet har en sanselighed, der rækker ud over det rent tekstile. Der er noget dyrisk og levende i det, noget der appellerer til de dybeste lag af menneskelig berøringslyst.

Pelicia er designet til mennesker, for hvem sprog og ord måske ikke længere er det primære kommunikationsredskab — men for hvem kroppen stadig er det. For hvem huden stadig registrerer, stadig reagerer, stadig søger kontakt. Det er ikke et dekorationsobjekt. Det er et sanserum, man kan holde i hænderne.

Det taktile og det trygge

Der er forskning, der peger på, at berøring og taktil stimulering spiller en rolle for velvære og regulering — særligt for mennesker der er sårbare, syge eller isolerede. Huden husker, hvad ord måske ikke når ind til.

Og alligevel: hvor tit spørger vi, i designprocessen, til det taktile? Hvor tit stiller vi det spørgsmål: hvad sker der i kroppen, når nogen holder dette? Ikke bare funktionelt — men sanseligt?

Det er et spørgsmål, jeg stiller mig selv i hvert projekt. Fordi det, vi rører ved, rører ved os tilbage. Og fordi den sanseoplevelse — den lille, stille, uregistrerede sanseoplevelse — er en del af det, der afgør, om et objekt føles rigtigt. Om det man holder i hånden understøtter det, man er i gang med at gøre — eller om det modvirker det.

To produkter, ét spørgsmål

Yellowone Handsafe™ og Pelicia er meget forskellige produkter. Den ene er designet til professionelle i sundhedssektoren. Den anden til mennesker med demens og til omsorgsmiljøer, der arbejder med sansestimulering. De løser forskellige problemer og taler til forskellige situationer.

Men de stiller det samme grundspørgsmål: hvad mærker kroppen, når den holder dette?

Det er ikke tilfældigt. Det er en del af den designfilosofi, der binder mit arbejde sammen: at tage det sanselige alvorligt. At betragte det taktile som et designparameter på linje med funktion, form og æstetik. At spørge til huden, som vi spørger til øjet.

Afrunding

Vi designer for kroppe, ikke bare for øjne. Det lyder indlysende. Men det er forbløffende sjældent, at designprocessen faktisk behandler det taktile som en primær dimension — frem for en eftertanke.

Jeg tror, noget skifter, når man begynder at stille det spørgsmål tidligt. Hvad mærker huden, når vi ikke tænker over det? Hvad ville der ske, hvis vi tænkte over det?

Svaret er ikke altid dramatisk. Men det er altid meningsfuldt.


Du kan læse mere om Yellowone Designs arbejde med sansestimulering og taktilt design på yellowone.dk.