Om at turde stå i det åbne. Om den designproces, der ikke begynder med en løsning — men med en oprigtig nysgerrighed på, hvad problemet egentlig er.

Af Hân Pham, Industriel designer, Founder & Owner, Yellowone Design

Indledning

Der er et spørgsmål, jeg bliver stillet igen og igen, når jeg præsenterer et afsluttet projekt: "Hvad var din metode?"

Og hver gang kæmper jeg lidt med svaret. For metoden opstår undervejs. Den er ikke noget, jeg lægger ned over et problem, inden jeg kender det. Den er noget, jeg finder frem til — langsomt, tålmodigt, med logbogen i hånden og øjnene åbne.

Det lyder måske ustruktureret. Det er det ikke. Det kræver faktisk en meget bevidst beslutning: at holde sin forestillingsevne i ave, så man ikke begynder at designe løsninger på problemer, man endnu ikke har set ordenligt.

Problemet var ikke det, vi troede

Da jeg begyndte at arbejde med det, der siden blev til Yellowone Handsafe™, var udgangspunktet tilsyneladende klart: håndhygiejne på hospitaler er for dårlig. Personalet vasker ikke hænder nok. Vi skal designe noget, der hjælper med det.

Men så begyndte feltobservationerne. Jeg gik rundt på afdelinger. Jeg sad stille i hjørner og noterede. Jeg fotograferede. Jeg talte med sygeplejersker, sosu-assistenter, læger og oversygeplejersker. Og langsomt begyndte et andet billede at tegne sig.

Problemet var ikke vilje. Det var ikke viden. Det var ikke kultur — eller i hvert fald ikke kun det.

Det var infrastruktur.

Hånddesinfektionen stod ikke der, hvor behovet opstod. En sygeplejerske fortalte mig direkte: "Hånddesinfektion er ikke der, hvor du har brug for det." En udviklingssygeplejerske fra Herlev beskrev, hvad der sker, når man står med et akut barn: man har simpelthen ikke tid til at gå to meter hen til en håndvask. En sosu-assistent formulerede det præcist: "Når infrastrukturen ikke understøtter arbejdsgangen, er det svært at leve op til retningslinjerne."

De vidste godt, hvad de skulle gøre. De kunne bare ikke altid gøre det.

Det var et helt andet designproblem, end jeg var gået ind med.

Hvad logbogen ser, som interviewet ikke får fat i

Jeg bruger altid logbog. Ikke som en formalistisk metode, men fordi det at skrive og tegne det, man ser, tvinger én til at se ordentligt. Når man kun observerer, slipper detaljerne let. Når man dokumenterer, hæfter man sig ved det, man ellers ville have glemt.

På hospitalerne noterede jeg alt, hvad der forekom mærkeligt eller påfaldende: spritflasker der stod åbne, fordi de ville spare tid i travlheden men som betød at spritten fordampede. Mobile arbejdsstationer, hvor hånddesinfektionen lå og gemte sig bag udstyr. Stationære dispensere monteret på vægge, der druknede i vægdekorationer og mistede al signalværdi. Patienter der fortalte, at de antog, personalet havde desinficeret hænder ude på gangen — fordi de ikke altid så det ske foran dem.

Ingen af disse observationer kom frem i de indledende samtaler. Personalet beskrev deres adfærd, som de troede, den var — ikke som den faktisk udspillede sig under pres. Det er ikke uærlighed. Det er mennesker. Vi husker vores ideelle adfærd bedre end vores faktiske.

Logbogen ved mere end interviewet. Den er tålmodig på en anden måde.

At have modet til ikke at vide

Der er et pres i designbranchen — og i sundhedssektoren, og i erhvervslivet generelt — for hurtigt at komme frem til løsninger. At vise retning. At præsentere et svar.

Men for tidlig definering af løsningen er en af de mest udbredte fejlkilder i designprocessen. Hvis man beslutter sig for, hvad man vil lave, inden man har forstået problemet til bunds, ender man — som jeg engang har formuleret det — med "mere af det samme" frem for noget radikalt nyt.

Det kræver mod at stå i det åbne. At sige til sig selv og sine samarbejdspartnere: jeg ved endnu ikke, hvad vi skal lave. Men jeg ved, at vi ikke er klar til at lave det endnu.

Det er ikke passivitet. Det er en aktiv, disciplineret åbenhed. Og det er den holdning, der gjorde det muligt at se, at Yellowone Handsafe™ ikke bare skulle gøre desinfektionen lettere — den skulle flytte den. Gøre den til en del af kroppen. En del af kitlen. Altid der, hvor hænderne er.

Processen som designparameter

Hos Yellowone Design er selve processen en del af det, jeg designer. Ikke som et salgsargument, men som en metodisk overbevisning: at du kun kan lave noget, der virker for rigtige mennesker i rigtige situationer, hvis du har set de mennesker og de situationer med egne øjne.

Det kræver tid. Det kræver tværfaglig nysgerrighed — biologi, antropologi, kulturgeografi, sociologi, filosofi, adfærdspsykologi. Det kræver, at man er villig til at lade processen forme metoden, frem for at metoden forme processen.

Og det kræver, at man holder sin forestillingsevne lidt i ave, til man ved, hvad det er, man faktisk forestiller sig.

Afrunding

Jeg tror ikke på, at godt design opstår af at have de rigtige svar fra starten. Jeg tror på, at den opstår af at stille de rigtige spørgsmål — og at turde vente på, at feltet svarer tilbage.

Det er en langsommelig, iterativ og til tider foruroligende proces. Men det er den eneste, jeg kender, der fører frem til løsninger, der holder. Løsninger, der passer til de mennesker, de er skabt for — fordi de er skabt ud fra dem.


Du kan læse mere om Yellowone Designs researchbaserede designproces og projekter på yellowone.dk.