Om at se en mulighed, hvor andre kun ser affald. Og om hvorfor det enkleste svar ofte er det, der allerede findes i overflod, dér hvor behovet er størst.

Af Hân Pham, Industriel designer, Founder & Owner, Yellowone Design


Indledning

Forestil dig en losseplads i et udviklingsland. Varmen ligger tungt. Børn går rundt mellem affaldsbunker og samler ting op, de kan sælge videre. Blandt det, de samler, er brugte kanyler og sprøjter — kliniske risikoaffald, som klinikker og hospitaler har smidt ud i åbne papkasser, fordi der ikke findes noget bedre system.

De ved sjældent, hvor farligt det er, de holder i hånden.

Det var det billede, der mødte mig, da jeg begyndte at arbejde med det, der siden blev til Yellowone Needle Cap. Og det er et billede, jeg ikke siden har kunnet ryste af mig.


Et problem af global skala

Hvert år foretages der stadig omkring 16 milliarder injektioner på verdensplan — et tal, der har holdt sig forbløffende stabilt gennem årene. Dengang jeg udviklede Yellowone Needle Cap, var billedet alvorligt: genbrug af nåle uden sterilisering var udbredt i store dele af verden, og i visse regioner blev over halvdelen af alle injektioner betragtet som usikre.

Der er sket fremskridt siden da. Globalt er andelen af injektioner med genbrugt udstyr faldet markant — fra omkring 40% i begyndelsen af 2000'erne til et lavere, encifret niveau i dag. Det er en af de virkelig gode nyheder inden for global sundhed. Men fremskridtet er ujævnt fordelt. I dele af verden, særligt i det østlige Middelhavsområde, er problemet stadig alvorligt, og selv dér hvor genbrug af nåle er blevet sjældnere, består det bagvedliggende spørgsmål: hvad gør man overhovedet af den brugte, potentielt smittefarlige nål, når den er brugt? Sikker bortskaffelse er stadig en udfordring, uafhængigt af, hvor sikker selve injektionen var.

Konsekvenserne af usikker håndtering er fortsat betydelige. Hvert år fører det stadig til betydelige antal hiv- og hepatitis-infektioner globalt. Det er ikke et marginalt problem. Det er en af de udfordringer, Verdenssundhedsorganisationen længe har prioriteret højt.

Løsningen, mange organisationer efterspurgte, var enkel at formulere: en kanylebeholder, der er sikker, nem at bruge — og billig eller nem at producere. Men netop dén kombination havde vist sig svær at indfri. Som Læger Uden Grænser formulerede det: indtil videre er der ikke fundet nogen tilfredsstillende løsning.

Spørgsmålet, der ændrede retning

Da jeg gik ind i projektet, forsøgte jeg først at tænke i klassiske baner: hvordan designer man en ny, dedikeret kanylebeholder? Men det er en dyr og logistisk kompliceret vej, når målgruppen er sundhedsklinikker i nogle af verdens fattigste områder — steder hvor selv de mest basale forsyningskæder er skrøbelige.

Så jeg stillede et andet spørgsmål: hvad findes der allerede, dér hvor behovet er?

Svaret var overraskende ligetil. Sodavandsdåser.

Der produceres i dag over 450 milliarder aluminiumsdåser til drikkevarer hvert år på verdensplan — et tal, der er vokset markant, siden jeg først undersøgte det, og som fortsat stiger. I dele af Afrika er forbruget særligt højt — blandt andet fordi rent drikkevand er en mangelvare, og fordi dåser, i modsætning til vandflasker, er svære at forfalske eller genfylde med urent vand. Det betyder, at dåserne findes i endnu større mængder i dag, end de gjorde, dengang idéen opstod — netop dér hvor problemet er størst.

Og rent teknisk passede de næsten perfekt: en dåse har omtrent samme højde og volumen som de kanylebeholdere, vi kender fra den vestlige verden. Den kan modstå punktering. Den lækker ikke. Og den kan smides direkte i en "sharps pit" — de simple deponeringssteder, som WHO og Læger Uden Grænser allerede bruger til klinisk risikoaffald.

Ressourcetænkning som designdisciplin

Der er en form for ydmyghed i denne tilgang, som jeg er blevet mere og mere optaget af gennem årene. Den bedste løsning er ikke altid den mest opfindsomme. Den er ofte den, der arbejder med virkeligheden, som den allerede er — frem for at forsøge at erstatte den med noget nyt og fremmed.

En specialdesignet kanylebeholder ville kræve produktion, distribution, finansiering og vedligeholdelse i systemer, der i forvejen er under enormt pres. En sodavandsdåse kræver ingenting af det. Den er der allerede. Den mangler bare ét element: et sikkert, letforståeligt låg, der forvandler den fra tomt affald til et funktionelt, sikkert redskab.

Det er den kerne, Yellowone Needle Cap er bygget omkring — et specialdesignet låg, der gør en almindelig sodavandsdåse til en billig, sikker og universelt genkendelig kanylebeholder. Ikke ved at opfinde noget nyt fra bunden, men ved at se, hvad der allerede var der, med nye øjne.


Det forudsigelige materiale, den uforudsigelige idé

Der er noget interessant i, at en masseproduceret, standardiseret genstand — en sodavandsdåse, identisk i millionvis af eksemplarer verden over — kan blive råmateriale for en løsning, der kræver en helt anden slags tænkning for at opstå.

Den engelske håndværksteoretiker David Pye skelnede mellem det, han kaldte "workmanship of certainty" og "workmanship of risk". Det første er alt det, hvis resultat er garanteret på forhånd — en maskine, der producerer tusind identiske dåser uden variation. Det andet er den type arbejde, hvor resultatet aldrig er givet før man er i gang — hvor øjeblikkets dømmekraft, fejlbarlighed og opmærksomhed er selve det, der skaber kvaliteten.

Dåsen selv er et produkt af den første kategori. Men det at se dåsen som en mulighed — at forbinde et globalt sundhedsproblem med et globalt overflødighedsprodukt, og forme det til noget, der reelt kunne redde liv — det hører til den anden. Det er ikke noget, der kunne planlægges eller garanteres på forhånd. Det opstod i mødet mellem research, empati og en vedholdende nysgerrighed på, hvad der allerede fandtes i felten.


Afrunding

Jeg tror, der er en lære i dette, som rækker ud over kanylebeholdere og sodavandsdåser. Nemlig at gode løsninger sjældent kræver, at vi opfinder noget helt nyt. Ofte kræver de bare, at vi ser med friske øjne på det, der allerede omgiver os — og spørger, om det kunne bruges til noget, det aldrig var tiltænkt.

Det er en øvelse i ydmyghed lige så meget som i kreativitet. At lade problemet vise, hvad løsningen skal bestå af — i stedet for at insistere på, at løsningen skal være ny for at være god.


Efterskrift

Yellowone Needle Cap vandt i 2007 Publikumsprisen ved INDEX: Award — verdens største designpris for design, der forbedrer liv. Designet indgår desuden i den permanente samling på Museum of Modern Art (MoMA) i New York, hvor det har været udstillet i særudstillingen Born out of Necessity.

Se Yellowone Needle Cap i MoMA's samling: moma.org/collection/works/131262 Læs mere om INDEX: Award og designprisens historie: en.wikipedia.org/wiki/The_Index_Project

Du kan læse mere om Yellowone Needle Cap og Yellowone Designs arbejde med global sundhedsinnovation på yellowone.dk.